Bliv elev / ERHVERVSTEMAER / Byg og bolig

Byg og bolig

På Byg og bolig prøver du, hvordan arbejdsdagen kan forme sig inden for forskellige håndværksfag.

I løbet af uddannelsen gennemgår du stort set alle faser i et byggeprojekt.

Inden for murerfaget svinger du murerske og mørtel, når du prøver at mure en mindre mur.

Inden for tømrerfaget håndterer du sav og hammer, når du bygger et lille hus. Først tegner du huset i tegneprogrammet Auto-CAD.

Når du har lagt sidste hånd på tømrerarbejdet, kan maleren komme til at udføre finisharbejde på vægge, vinduer og døre.

Samtidig kan tagdækkeren gå i højden og brænde tagpap på husets tag, så det holder tæt.

I struktør- og brolæggerfaget har du fliser og sten mellem hænderne, når du udfører belægninger til fortov, indkørsler og flisegange.

Du arbejder også med enkle kloakopgaver, hvor der anvendes pvc-rør. Endelig prøver du kræfter med en simpel støbe- og forskallingsopgave i beton.

Du lærer at håndtere de redskaber, der tilhører det enkelte håndværk. Nogle ting er dog fælles. På tværs af alle fag får du undervisning i emner som måleteknik, materialelære og værktøjslære, og du lærer ikke mindst at samarbejde på byggepladsen.
 

Erhvervstræning

Din erhvervstræning kan foregå i entreprenør- og brolæggervirksomheder. Desuden i tømrer-, murer-, maler- og tagdækkervirksomheder.
 

Fag, certifikater og andre aktiviteter

Du får bl.a. undervisning i dansk, som du – sammen med yderligere et relevant fag – kan afslutte på D-niveau.

Desuden kan du tage kurser i førstehjælp, brandbekæmpelse og opstilling af rulle-bukkestillads.
 

Job

Som færdig erhvervsassistent kan du varetage job i entreprenør- og brolæggervirksomheder. Desuden i tømrer-, murer-, maler- og tagdækkervirksomheder.
 
Uddannelsen udbydes fra august 2015 af Learnmark Horsens.
KOMBINERET UNGDOMSUDDANNELSE | Strandpromenaden 4C, 8700 Horsens