Bliv elev / ERHVERVSTEMAER / Mad, sundhed og service

Mad, sundhed og service

På Mad, sundhed og service vil du blandt andet lære at tilberede mad, servere og gøre rent. Du kommer til arbejde praktisk med opgaverne, og der vil være plads til, at du udfolder dig gastronomisk og prøver dine kreative evner af.

Det er en fordel, at du kan lide at være blandt andre mennesker. I køkkenet skal du nemlig samarbejde med dit team, og i restauranten eller cafeen skal du være parat til at imødekomme kundernes ønsker med et smil.

At arbejde inden for køkken, restaurant og service kræver, at du robust, stærk og klar til at yde service for mange forskellige mennesker. Derfor får du undervisning i, hvordan kroppen fungerer. Du lærer om fordelene ved regelmæssig motion og om sammenhængen mellem kost og energi.

Du får også en masse andre redskaber til at arbejde med mad, service og sundhed. Blandt andet lærer du at kontrollere, om hygiejnen i køkkenet lever op til standarden, og du lærer at gribe rengøring og servering professionelt an.

Endelig lærer du at vurdere kvaliteten af råvarerne, og du kan sammensætte og anrette måltidet, så det er sundt og lækkert at se på og spise.

Erhvervstræning
Din erhvervstræning kan fx foregå i kantiner, storkøkkener, cafeer, restauranter eller delikatesseafdelingen i et supermarked. Desuden i rengøringsvirksomheder og andre virksomheder, hvor du kan servere eller håndtere fødevarer.

Fag, certifikater og andre aktiviteter
Du får bl.a. undervisning i dansk og naturfag, som du kan afslutte på D-niveau.
Du har idræt og kan evt. tage matematik på G-niveau
Desuden har du fag, hvor du lærer om emner som førstehjælp, brandbekæmpelse, hygiejne og egenkontrol, gastronomi, service, rengøring og servering.

Job
Som færdig erhvervsassistent kan du søge job som assistent i kantiner, storkøkkener og institutioner, der tilbereder eller anretter mad, og i cafeer, restauranter, kroer, hoteller og delikatesseafdelinger.
Desuden i servicevirksomheder, fx inden for rengøring.

Uddannelsen udbydes fra august 2017 af Learnmark Horsens.
KOMBINERET UNGDOMSUDDANNELSE | Strandpromenaden 4C, 8700 Horsens